Blog

Afvanding - Faskiner & regnvandsbed

Efteråret 2019 har været et af de mest regnfulde i Danmarks historie, og det lægger pres på vores kloaksystem. Når vores kloaksystemer bliver overbelastede, kan der ske oversvømmelser - og som husejer kan du potentielt stå med en oversvømmet kælder.

For at undgå dette er det derfor utrolig vigtigt, at du klimasikrer din bolig ved at sikre korrekt afvanding i haven. Hvis du sætter den korrekte afvanding op, hjælper du ikke kun med til at aflaste vores fælles kloaksystem - du kan i visse tilfælde også spare udgiften til at koble dit afløb til kloakken. Det kræver dog, at du er 100% sikker på, at din afvanding kan håndtere selv tunge regnskyl.

Men hvordan sikrer du korrekt afvanding i haven som husejer? Der findes flere former for afvanding, men i dette blogindlæg vil vi fokusere på to: faskiner og regnbed.
 

Hvad er en faskine?

Kort sagt er en faskine en form for vanddepot i haven, hvor man aktivt leder vand hen. Det bruges til afvanding af diverse områder i haven, hvor der måtte være behov for det, og hvor det giver mening. Faskinen består af et hulrum i jorden fyldt med sten eller lignende, hvor regnvandet kan opbevares og langsomt sive ud i den omkringliggende jord. På den måde undgår man at sende det ned i kloaksystemet.

Som regel er det sjældent, at man med én faskine kan afvande et helt tag. Det kræver typisk flere faskiner rundt omkring huset, da man ellers risikerer, at vandet ikke kan nå at sive ned hurtigt nok, og der kommer derved oversvømmelse. Hvis du overvejer at anlægge faskine i haven, er det derfor vigtigt at du sikrer dig, hvor mange faskiner det kræver at afvande dit tag, din terrasse eller andre arealer.
 

Fordele og ulemper ved en faskine

Som med så mange andre ting i livet, er der både fordele og ulemper ved at få anlagt faskiner i haven.

Fordele:

  • Faskiner er relativt billige og er en nem måde at lede regnvand væk på.
  • Faskiner aflaster både kloaksystemet og rensningsanlægget
  • Faskiner er med til at hjælpe miljøet, fordi mere regnvand får lov at sive ned til grundvandet, i stedet for ned i kloakken.

Ulemper:

  • Faskiner kræver jævnlig vedligeholdelse, hvis de skal fungerer effektivt - det er ikke en løsning, du graver ned og glemmer.

Selvom en faskine skal vedligeholdes, er det ikke mere omfattende end en almindelig nedløbsbrønd. Så længer du sørger for at fjerne gamle blade og andet skidt fra faskinen og tjekker om nedløbsrøret og sandfangets brønd er stoppet til eller revnet, så er du godt kørende.
 

Regler for faskiner

Hvis du gerne vil sikre afvanding i haven og anlægge en faskine, så er der nogle regler og lovkrav, som du bør være opmærksom på.

  • Din faskine skal være placeret på din egen grund, og den må ikke være til gene for dine naboer.
  • Du må ikke lede spildevand hen til din faskine. Faskinen er beregnet til regnvand og ikke andet.
  • En faskine skal være placeret i haven, så den ikke modtager mere nedbør, end den er bygget til at håndtere.
  • En faskine skal desuden placeres, så den overholder afstandskrav i forbindelse med drikkevandsboringer, vandløb og bygninger. Kravene kan læses i “Norm for mindre afløbsanlæg med nedsivning (DS 440)”.
     

Hvad er et regnbed?

Som alternativ til en faskine, kan du vælge at anlægge et regnbed. Som navnet antyder, så er et regnbed et bed i din have, som er plantet for at lade regnvand sive ned i jorden. Det er en god måde ikke kun at få afvanding i haven, men regnvandsbedet pynter også op i haven.

Nogle kommuner kræver, at du anskaffer en nedsivningstilladelse, inden du kan anlægge et regnbed i din have. Det er derfor vigtigt, at du orienterer dig om reglerne i din kommune, inden du selv anlægger et regnbed, eller får en anlægsgartner til at hjælpe dig.
 

Det skal du være opmærksom på med et regnbed

Når du vælger at få anlagt et regnbed, er der et par ting, som du skal være opmærksom på. For det første skal jordens nedsivningsevne være god nok. Hvis jorden er tung eller grundvandsspejlet er tæt på overfladen, så kan det tage lang tid for vandet at sive igennem jorden, hvilket gør regnvandsbedet mindre effektivt.

Regnvandsbedet skal desuden anlægges i et lavtliggende område af haven, så vandet kan løbe ned til det.
 

GP Anlæg hjælper med anlæg af både faskine og regnvandsbed

Hvis man ikke er vant til at anlægge ting i haven, kan det være svært at sikre, at man får anlagt sine faskiner eller sit regnvandsbed korrekt. I GP Anlæg hjælper vi med alt inden for haveanlæg, og vi tager gerne en uforpligtende snak med dig om dit projekt.